Hvad grammatik er – ikke hvad den består af
Grammatik er frembringelse af tanke.(def-1)
Med andre ord er det grammatikken, der frembringer tankerne.
Det lyder enkelt, men det siger, hvad grammatik er, ikke hvad den består af. Det, der gælder for definitioner af grammatik, er i virkeligheden beskrivelser, ikke definitioner.
Tanker er mentale, sammensatte, simulerede repræsentationer af hændelser.(def-2)
Grammatikken frembringer tanker gennem seks grundlæggende begreber: ordklasser, modi, diateser, aspekter, sætninger og syntaks. Alt andet (morfologi, ordforråd, tegnsætning, udtale og så videre) er paragrammatik.
Disse begreber er ikke nye. Grammatik som disciplin blev grundlagt af grækerne: af Sokrates (470–399 før år 1) i Platons Kratylos, som undersøger navnenes rigtighed og skelner mellem substantiver (ὀνόματα) og verber (ῥήματα); af Dionysios Thrax (ca. 170–90 før år 1), hvis Grammatikkens kunst opstillede de otte ordklasser; og af Apollonios Dyskolos (2. århundrede efter år 1), som grundlagde studiet af syntaksen.
Når vi tænker på noget, sættes alle seks begreber i gang. Ingen tanke er mulig uden alle seks.
Den menneskelige hjerne er indrettet til at frembringe tanke på nøjagtig samme måde, uanset sprog. Grammatik er derfor et almenmenneskeligt træk, der forener os alle på en helt særlig, men overset måde. Grammatik er universel; sprog er ikke.
Kommunikation er udveksling af budskaber, der bærer mening.(def-3)
Ethvert budskab, der bærer mening, bærer tanke, og ingen tanke findes uden grammatik. Al kommunikation er derfor grammatisk.
Det siges ofte, at sproget er det, der giver tankerne en stemme, men det er en metafor, ikke en definition.
Sprog er paragrammatisk kommunikation.(def-4)
Med andre ord er sprog kommunikation gennem paragrammatik. Al kommunikation er grammatisk, men kun sprog er både grammatisk og paragrammatisk. Grammatik er det, alle sprog deler med al tanke; paragrammatik er den dragt, hvert sprog giver den.
Tag en enkel sætning: Vi købte fisk i morges. Sig den på engelsk, græsk, spansk eller et hvilket som helst andet sprog, og ordene ændrer sig, endelserne ændrer sig, ordstillingen kan ændre sig. Men grammatikken gør ikke.
Ordklasser
Vi er et pronomen, købte er et verbum, fisk er et substantiv, i er en præposition, og morges er et substantiv.
Mange ord kan tilhøre forskellige ordklasser i forskellige sammenhænge, men i en given sammenhæng tilhører hvert ord kun én. Taget ét for ét tilhører deres modsvarigheder de samme ordklasser på alle sprog.
På græsk eller spansk kan vi udtrykkes (εμείς, nosotros/as) eller overlades til verbets endelse. Pronomenet er der under alle omstændigheder. Kun dets markering er forskellig, og det er paragrammatik.
Modus
Sætningen fremsætter et faktum. Den står i indikativ – på alle sprog.
Diatese
Subjektet udfører handlingen: det var os, der købte. Sætningen er aktiv – på alle sprog.
Aspekt
Købet ses som én afsluttet handling. Aspektet er synoptisk – på alle sprog.
Sætning
Det er en fremsættende hovedsætning – på alle sprog.
Syntaks
Vi er subjekt, købte er verbum, fisk er direkte objekt, og i morges er adverbium – på alle sprog.
Seks begreber, og ikke ét af dem ændrer sig på tværs af sprog. Det, der varierer fra sprog til sprog, er, hvordan hvert sprog markerer dem: dets endelser, dets ordstilling, dets stavemåde, dets udtale og så videre. Det er paragrammatik.
Tanken kommer først
Før noget bliver sagt eller skrevet, findes det som en tanke. Vi finder ikke først ordene og regner derefter ud, hvad de betyder. Vi tænker først, og så leder vi efter ordene. Tanken er allerede fuldendt i sindet, med alle seks begreber på plads, før noget sprog giver den form.
Sproget kommer bagefter. Det vælger ordene, endelserne og ordstillingen og afgør, hvor meget af tanken der bliver sagt højt. Til den tid har grammatikken allerede gjort sit arbejde. Grammatikken frembringer tanken; sproget kommunikerer den. De næste to eksempler viser det.
Et andet eksempel
Tag en anden sætning: Børnene legede i haven.
Ordklasser: børn substantiv, -ene artikel (hæftet på substantivet), legede verbum, i præposition, have substantiv, -n artikel (hæftet på substantivet).
Modus: indikativ.
Diatese: aktiv.
Aspekt: progressivt. Legen ses som igangværende, ikke som én afsluttet handling.
Sætning: fremsættende hovedsætning.
Syntaks: børnene subjekt, legede verbum, i haven adverbium.
Sammenlignet med den første sætning er det kun aspektet, der er anderledes. Ét begreb ændrer sig, og tanken ændrer sig med det: et afsluttet indkøb bliver til en igangværende leg. På dansk har købte og legede samme form, men aspektet er der alligevel, i tanken. Dansk markerer det bare ikke, og det er paragrammatik.
Det, der ikke bliver sagt
Nogen spørger: Hvornår rejser du? Du svarer kun: I morgen.
Kun i morgen bliver sagt, men tilhøreren forstår en hel tanke: [Jeg rejser] i morgen. Ordene i klammer bliver ikke sagt. De er underforståede, og grammatikken leverer dem.
Ordklasser: [jeg] pronomen, [rejser] verbum, i morgen adverbium.
Modus: indikativ.
Diatese: aktiv.
Aspekt: progressivt.
Sætning: fremsættende hovedsætning.
Syntaks: [jeg] subjekt, [rejser] verbum, i morgen adverbium.
Alle seks begreber er i funktion, selv om kun to ord blev sagt. Det er, hvad det betyder, at grammatikken frembringer tanken: tanken er fuldendt, før et eneste ord er valgt. Hvor meget af den vi siger højt, er paragrammatik.
Ordklasserne
Før vi opregner ordklasserne, lad os definere dem.
Ordklasserne er ikke-semiotiske kategorier af samvirkende begreber, der tydeliggør talens semantik.(def-5)
Ikke-semiotisk betyder, at ordklasserne ikke har nogen morfologi; det vil sige, at vi ikke tager morfologien i betragtning, når vi beskæftiger os med ordklasserne. Semantik betyder betydning.
Det følger heraf, at definitionen af hver ordklasse skal overholdes strengt og uden undtagelse.
Den ordklasse, et ord tilhører i en given sætning, afgøres udelukkende af den definition, hvis kriterier ordet faktisk opfylder.
Hver ordklasse har en bestemt definition. Definitionernes kriterier er udelukkende semantiske, aldrig morfologiske.
Der er ti ordklasser, de samme på alle sprog. Nogle sprog, som polsk og kinesisk, har ingen artikler, så de har ni.
1. Substantiver
2. Artikler
3. Pronomener
4. Adjektiver
5. Verber
6. Participier
7. Adverbier
8. Præpositioner
9. Konjunktioner
10. Interjektioner
Substantiver er ord, der navngiver entiteter.(def-6)
En entitet er alt, hvad vi kan navngive: en person, en ting, et sted, en idé. Fisk, København, lærer og retfærdighed er alle substantiver, fordi hvert af dem navngiver en entitet.
Definitionen afgør det, ikke formen. I At svømme er sundt har at svømme form som et verbum, men her navngiver det en aktivitet som en entitet. Det opfylder definitionen af et substantiv, så det er et substantiv.
Artikler er de ord, der bestemmer substantivers selektivitet.(def-7)
Sammenlign Jeg købte en fisk med Jeg købte fisken. Med en er fisken ikke udvalgt: det er en hvilken som helst fisk. Med -en er fisken udvalgt: det er en bestemt fisk, som både den talende og den lyttende kender. Substantivet er det samme; artiklen bestemmer, hvor selektivt det er. At dansk hæfter den bestemte artikel på substantivet, er paragrammatik.
Pronomener er ord, der bruges i stedet for substantiver.(def-8)
I Maria købte en fisk. Hun stegte den. står hun i stedet for Maria, og den står i stedet for fisk. I vores første sætning står vi i stedet for navnene på dem, der købte fisken.
Adjektiver er ord eller grupper af ord, der karakteriserer substantiver.(def-9)
I frisk fisk karakteriserer frisk substantivet fisk, så det er et adjektiv.
Et adjektiv kan også være en gruppe af ord. I fisk fra torvet karakteriserer gruppen fra torvet substantivet fisk. Ifølge definitionen er den et adjektiv.
Verber er ord, der tager et subjekt.(def-10)
Subjekter instantierer verbers betydning.(def-11)
Alene er købte kun en betydning: en handling at købe, udført af ingen bestemt. I Vi købte fisk instantierer subjektet vi den betydning: købet bliver en handling, som nogen faktisk har udført.
Participier er afledninger af verber, der indleder genfindelige elliptiske sætninger.(def-12)
Et participium står for en hel sætning, der er blevet forkortet. Sætningen kan altid genfindes:
Ankommet til byen fandt han et hotel. = Da han var ankommet til byen, fandt han et hotel.
Overrasket over nyheden sagde hun ingenting. = Fordi hun var overrasket over nyheden, sagde hun ingenting.
I begge tilfælde er den elliptiske sætning blevet genfundet, og betydningen er uændret.
Adverbier er ord eller grupper af ord, der bestemmer verber, adjektiver, andre adverbier og også sætninger med hensyn til tid, sted, måde, hyppighed, grad, holdning eller opfattelse.(def-13)
Adverbier svarer på spørgsmålene hvor?, hvordan?, hvornår? og hvor meget? Det sidste kan udvides: hvor ofte? hvor højt? hvor sikkert? hvor meget bedre? Et adverbium kan endda være et svar i sig selv.
1. Maria synger smukt. Adverbiet smukt bestemmer verbet synger. Hvordan synger Maria? Smukt! Det er et mådesadverbium.
2. Nogle mennesker er utroligt naive. Adverbiet utroligt bestemmer adjektivet naive. Det er et gradsadverbium: det fortæller, hvor naive.
3. Vi går og bader meget tidligt. Adverbiet meget bestemmer adverbiet tidligt. Meget er et gradsadverbium; tidligt er et tidsadverbium.
4. Måske tror de ikke på dig. Adverbiet måske bestemmer hele sætningen de tror ikke på dig. Det udtrykker sandsynlighed.
Præpositioner er ord eller grupper af ord, der tager substantiver eller nominalfraser som objekt og udtrykker sted, tid, retning, årsag, måde og så videre.(def-14)
Der findes ingen præposition uden objekt.
1. Jeg gav bøgerne til dem. Præpositionen til tager objektet dem, et pronomen, der står i stedet for et substantiv, og udtrykker retning.
2. Nøglerne er i min lomme. Præpositionen i tager nominalfrasen min lomme og udtrykker sted.
3. Jeg studerede problemet i dybden. Præpositionen i tager substantivet dybden og udtrykker måde.
Nominalfraser er fraser, der indeholder substantiver eller pronomener og kan fungere som subjekter, objekter eller prædikativer.(def-15)
1. drama → substantiv; meget drama → nominalfrase. Hvis en film har meget drama, er den som regel trættende. Meget drama er direkte objekt for verbet har.
2. historie → substantiv; en lang historie → nominalfrase. Hendes liv er en lang historie. En lang historie er prædikativ til verbet er.
3. øjeblikke → substantiv; de svære øjeblikke → nominalfrase. De svære øjeblikke former karakteren. De svære øjeblikke er subjekt for verbet former.
Konjunktioner er ord eller grupper af ord, der etablerer et underordningsforhold, det vil sige et gensidigt afhængighedsforhold, mellem sætninger.(def-16)
Alle konjunktioner er hypotaktiske. Forestillingen om, at nogle konjunktioner er parataktiske, er ubegrundet og vil blive behandlet til sin tid.
Konventionelle grammatikbøger deler konjunktionerne i to kategorier: sideordnende og underordnende. Men hvorfor foretages denne opdeling, og hvad bidrager den med til forståelsen af grammatikken?
Konjunktionerne opdeles på denne måde, fordi de såkaldte grammatikere ikke har forstået, at hvis vi fjerner konjunktionen fra en hvilken som helst bisætning, bliver den – med undtagelse af betingelsessætninger – automatisk en hovedsætning. Det sker ikke kun med de »sideordnende« konjunktioner, men med alle konjunktioner.
1. Jeg blev hjemme, fordi det regnede. Uden fordi: Det regnede. En hovedsætning.
2. Jeg blev hjemme, men hun gik ud. Uden men: Hun gik ud. En hovedsætning.
Som regel er det tilstedeværelsen af en konjunktion, der gør en sætning til en bisætning. Historien slutter dog ikke her. Som vi skal se, er selv sætninger uden nogen konjunktion undertiden bisætninger, fordi semantikken selv kræver det.
De nominelle forfattere af grammatikbøger kopierer simpelthen andre grammatikbøger og indsætter kopien i en »ny« bog, idet de kun ændrer nogle få overfladiske detaljer for at bevare skinnet. Det siger sig selv, at det eneste, denne opdeling af konjunktionerne bidrager med til grammatikken, er rigelig og gennemgribende forvirring.
Det er også meget vigtigt at påpege, at definitionerne af begreber i disse bøger, når de overhovedet gives, ikke opfylder horistikkens krav. Derudover overtræder »forfatterne« af disse bøger gang på gang netop de definitioner, de angiveligt selv har formuleret. Sandheden er, at de simpelthen kopierer den definition fra andre bøger, der tilfældigvis fanger deres opmærksomhed.
Interjektioner er ord eller grupper af ord, der udtrykker følelse og ikke har nogen syntaktisk rolle.(def-17)
Ved følelse forstår vi også vilje (sch! i betydningen stilhed, kom så!), tøven (hm, øh) og social konvention (hej, tak), når disse ord bruges som udråb.
1. Puha, endelig er det overstået! Ordet puha har ingen syntaktisk rolle: det er hverken subjekt, prædikativ, objekt eller noget andet. Det gælder for alle interjektioner.
2. Åh, hvor jeg savner min mor!
3. Av, hvad er der sket med mig!
4. Bravo, det gjorde du perfekt!
En håndfuld ord passer ikke til nogen af de ti ordklassers definitioner. Dem kalder vi partikler.
I næste udgave: modi, gennemgået i detaljer.
Loven vs. straffen for at bryde loven
At håndhæve straffen for at bryde loven er ikke selve loven.
Hvad er retfærdighed? Lad os definere den:
Retfærdighed er forebyggelse af kriminalitet.
Når en forbrydelse først er begået, kan der ikke ske retfærdighed, fordi retfærdighed er at forebygge kriminalitet. Det, der følger – anholdelse, retssag, fængsling – har med straffen for at bryde loven at gøre, og det er ikke retfærdighed. Det, der kaldes retshåndhævelse, er altså i virkeligheden strafhåndhævelse.
Dette afslører meget om definitionernes afslørende kraft, og det, den afslører, er centralt for et utal af misforståelser, der afsporer millioner af menneskers liv.
Tænk på den vending, vi hører i nyhederne efter hver dom: »Retfærdigheden er sket fyldest.« Det er den ikke. Der er sket straf. Den retfærdighed, der kunne være sket, var forebyggelsen af forbrydelsen, og det øjeblik var forbi, før forbrydelsen fandt sted. Det, der er tilbage bagefter, er en konsekvens, ikke en afhjælpning.
Tænk på offeret. Vi fortæller offeret, at der vil ske retfærdighed, at dommen vil bringe retfærdighed. Men skaden er allerede sket, og ingen dom gør den ugjort. Offeret bliver lovet én ting og får en anden. Mange venter i årevis på en retssag i håb om lettelse, og når dommen falder, føler de sig underligt tomme. De tog ikke fejl i at føle det. De fik det forkerte ord.
Retfærdighed forveksles med straf, med hævn, med økonomisk erstatning og med det lovlige. Den er ingen af dem. Straf er den sanktion, der pålægges efter forbrydelsen. Hævn er skade gengældt med skade. Erstatning er penge betalt for skade, der allerede er sket. Det lovlige er det, loven tillader eller forbyder, og det er ikke usædvanligt, at det lovlige er uretfærdigt, og at det retfærdige er ulovligt. Opioider blev lovligt markedsført og ordineret i massivt omfang, og en afhængighedsepidemi fulgte. I mange lande straffes mennesker for at ytre sig frit. Alle fire kommer efter forbrydelsen eller står ved siden af den. Ingen af dem forebygger den, og derfor er ingen af dem retfærdighed.
Tænk på politikeren. Når politikere lover at slå hårdt ned på kriminalitet, mener de næsten altid hårdere straffe: længere domme, flere fængsler, mere politi efter gerningen. Hver af disse handler først, efter at en forbrydelse er begået. Ifølge definitionen er ingen af dem retfærdighed. En regering, der bruger det meste af sin indsats på straffe, er ikke en regering, der skaber retfærdighed. Den forvalter retfærdighedens fiasko.
Hvis retfærdighed er forebyggelse af kriminalitet, betyder retfærdighed at fjerne de årsager, der får nogen til at begå en forbrydelse, så borgerne slet ikke har nogen grund til at begå forbrydelser. Bag enhver forbrydelse ligger der en årsag, hvad enten det er nød, uvidenhed, udstødelse eller fortvivlelse. Fjern årsagen, og forbrydelsen har intet at vokse af.
Det er først og fremmest politikkens pligt, når politik defineres korrekt. Ikke domstolenes, som kommer for sent. Ikke politiets, som kommer efter opkaldet. Ikke fængslernes, som rummer konsekvenserne af en fiasko, der allerede er sket. Politik er den eneste institution, der står før forbrydelsen, der hvor årsagerne til den formes, og derfor er den den eneste, der overhovedet kan skabe retfærdighed.
Én definition, præcist formuleret, flytter retfærdigheden fra retssalen til klasseværelset, fra fængslet til hjemmet, fra slutningen af historien til dens begyndelse. Det er definitionernes afslørende kraft. Et samfund, der forveksler straf med retfærdighed, vil blive ved med at bygge fængsler og undre sig over, hvorfor kriminaliteten ikke forsvinder. Et samfund, der definerer retfærdighed korrekt, vil stille et andet spørgsmål: ikke hvordan man straffer, men hvordan man forebygger.
Brugen af atomvåben er ikke længere utænkelig
Theodor Herzl var visionæren bag Stor-Israel
Theodor Herzl (1860–1904) var en østrig-ungarsk jødisk journalist, forfatter og politisk aktivist, som blev den centrale grundlægger af den moderne politiske zionisme.
Født: Budapest, 2. maj 1860
Død: Edlach, Østrig, 3. juli 1904 (begravet i Wien)
Erhverv: journalist, dramatiker, forfatter
Hovedværk: Der Judenstaat (Jødestaten), 1896
Politisk rolle: organiserede den første zionistiske kongres i Basel i 1897 og blev præsident for den nyoprettede Zionistiske Organisation.
Mål: et offentligt og retligt sikret hjemland for det jødiske folk.
Han søgte international diplomatisk støtte til projektet, herunder gennem forhandlinger med Det Osmanniske Rige og den britiske regering.
Herzl døde årtier før oprettelsen af staten Israel i 1948 og deltog derfor ikke i selve statens tilblivelse. Hans skrifter og politiske organisation blev ikke desto mindre grundlæggende for den zionistiske bevægelse.
For at slå tonen an, lad os gå tilbage til London i oktober 1902. Den 23. oktober trådte Herzl ifølge sin egen dagbog ind på kontoret hos Joseph Chamberlain, Storbritanniens kolonisekretær, kvart over tolv. Han kom med en anmodning: et territorium under britisk kontrol til jødisk kolonisering. Han nævnte tre steder: Cypern, El-Arish og Sinaihalvøen.
Der findes intet referat af mødet. Det, der er bevaret, er Herzls egen beretning, skrevet i hans dagbog dagen efter. Den er primærkilden, og den er afslørende netop fordi den er hans.
Herzl forklarede, hvorfor han ikke bare kunne vente på sine forhandlinger med den osmanniske sultan, som herskede over Palæstina. Han sammenlignede dem med at købe et tæppe: »Hvis man vil købe et tæppe, må man først drikke et halvt dusin kopper kaffe og ryge hundrede cigaretter; så taler man om familiehistorier, og en gang imellem siger man igen et par ord om tæppet. Jeg har tid til at forhandle, men det har mit folk ikke. De sulter i bosættelsesområdet. Jeg må bringe dem øjeblikkelig hjælp.«
Chamberlain svarede, at han kun kunne udtale sig med myndighed om Cypern, fordi El-Arish og Sinai hørte under udenrigsministeriet. Om Cypern gengiver Herzl hans svar:
»Cypern er beboet af grækere og muslimer. Jeg kunne ikke fortrænge dem for nye indvandreres skyld. Tværtimod ville det være min pligt at tage deres parti.«
Chamberlain tilføjede derefter, at hvis Herzl kunne pege på et sted i Storbritanniens besiddelser, hvor der ikke boede hvide, ville han være villig til at drøfte det.
Herzl slap ikke Cypern. Han foreslog at skabe en strømning til fordel for jødisk bosættelse på øen, drevet af jødisk kapital. Med hans egne ord:
»Når vi først opretter Det Jødiske Østlige Kompagni med 5 millioner pund i kapital til bosættelse af Sinai og El-Arish, vil cyprioterne også begynde at ønske den gyldne regn over deres ø. Muslimerne vil flytte væk, grækerne vil gerne sælge deres jord til en god pris og udvandre til Athen eller Kreta.«
Og Herzl noterer straks Chamberlains reaktion: »Han syntes at tage godt imod idéen.«
Rækkefølgen er vigtig. Chamberlain nægtede at fortrænge Cyperns grækere og muslimer. Herzl svarede med en plan, hvorefter de ville forlade øen af sig selv: muslimerne ville flytte væk, grækerne ville sælge og udvandre. Og ifølge Herzls beretning syntes Chamberlain at tage godt imod den. Dette er ikke en senere fortolkning af Herzls holdning. Det står i hans egen dagbog, skrevet under hans forhandlinger i London i oktober 1902.
Dagen efter sørgede Chamberlain for, at Herzl kunne mødes med udenrigsminister Lord Lansdowne. Men han bad Herzl holde Cypern uden for det møde: »Den del af planen, der vedrører Cypern, er min sag.«
Dermed lukkede Cypern-muligheden. Storbritannien undersøgte El-Arish, men den plan strandede på den egyptiske regerings holdning og mangel på vand. I 1903 tilbød Chamberlain noget helt andet: et territorium i Britisk Østafrika, den såkaldte Uganda-plan.
Mange hævder, at angrebet den 7. oktober 2023 blev tilladt at finde sted, så Netanyahu-regeringen kunne bruge det til at retfærdiggøre fordrivelsen af palæstinensere fra Gaza. Dette genlyder et aspekt af Theodor Herzls tænkning: da han drøftede Cypern med Joseph Chamberlain i 1902, forestillede Herzl sig, at den muslimske befolkning ville rejse, og at den græske befolkning ville sælge og udvandre til Athen eller Kreta.
Israel fører nu en politik, der sigter mod at ændre det iranske regime. Givet Irans størrelse, befolkning, geografi, militære kapacitet og dokumenterede modstandskraft er det dog langt fra sikkert, at Iran ville kapitulere alene gennem konventionelle militære operationer. Konflikten har allerede vist Irans evne til at absorbere betydeligt militært pres og samtidig fortsætte med at gengælde.
Alligevel kan hverken Israel eller USA let opgive målet. Begge har investeret massivt i regimeskifte, og at opgive det ville betyde et alvorligt prestigetab og et hårdt psykologisk slag for dem begge.
Samtidig foreligger der rapporter om et stigende israelsk engagement på Cypern, herunder israelske investeringer og sikkerhedssamarbejde. Hvis den israelske regering på et tidspunkt konkluderer, at militært pres ikke vil føre til regimeskifte i Iran, opstår et farligt spørgsmål: Ville den eskalere til brug af taktiske atomvåben? Et sådant skridt ville ikke nødvendigvis garantere den iranske stats sammenbrud og kunne i stedet udløse en ukontrollabel eskalering.
Konsekvenserne kunne række langt ud over Mellemøsten. Et israelsk atomangreb kunne skabe pres på andre atommagter, herunder Rusland og Kina, for at gribe ind eller svare militært. Om de faktisk ville bruge atomvåben, kan ikke forudsiges, men muligheden ville gøre en sådan eskalering til en trussel mod hele det internationale samfund.
Donald Trumps trussel ved FN's Generalforsamling den 22. september 2026, da han spurgte, om han skulle »udslette Den Islamiske Republik«, hvis der ikke blev indgået en fredsaftale, viser, hvor ekstrem den nuværende retorik er blevet. Muligheden for yderligere eskalering vedrører derfor ikke blot Israel, Iran eller Mellemøsten, men potentielt hele menneskeheden.
Abonnement
Udkommer hver måned på dansk, polsk, græsk og spansk, hver med en engelsk udgave. Fås på tryk og som PDF.
Skoler
1.995 kr. (268 €) om året pr. skole. Omfatter PDF-udgaven på alle sprog, som skolen må kopiere til egne elever og lærere.
Virksomheder og organisationer
1.495 kr. (200 €) om året. Omfatter PDF-udgaven til op til 10 læsere. Større grupper efter aftale.
Privatpersoner
Tryk: 799 kr. (107 €) om året. PDF: 399 kr. (54 €) om året. Enkeltnummer: 20 kr. (2,70 €).
Grammatikundervisning
Individuel undervisning og holdundervisning i grammatik på engelsk, græsk og spansk. Henvendelse: mind@horistics.com.
Kontakt
Abonnér ved at skrive til mind@horistics.com med navn, adresse og den udgave, du ønsker. Betal med MobilePay 27 13 44 83.
HORISTICS
What grammar is — not what it consists of
Grammar is the generation of thought.(def-1)
In other words, it is grammar that generates thoughts.
That sounds simple, but it says what grammar is, not what it consists of. What pass for definitions of grammar are really descriptions, not definitions.
Thoughts are mental, composite, simulated representations of occurrences.(def-2)
Grammar generates thoughts through six fundamental concepts: parts of speech, moods, diatheses, aspects, clauses and syntax. Everything else (morphology, vocabulary, punctuation, pronunciation and so on) is paragrammar.
These concepts are not new. Grammar as a discipline was founded by the Greeks: by Socrates (470–399 Before Year 1, BY1) in Plato's Cratylus, who examines the correctness of names and distinguishes nouns (ὀνόματα) from verbs (ῥήματα); by Dionysius Thrax (c. 170–90 BY1), whose Art of Grammar set out the eight parts of speech; and by Apollonius Dyscolus (2nd century After Year 1, AY1), who founded the study of syntax.
When we think of something, all six concepts are set in motion. No thought is possible without all six.
The human brain is wired to generate thought in exactly the same way, regardless of language. Grammar is therefore a panhuman trait that unites us all in a very special but overlooked way. Grammar is universal; language is not.
Communication is the exchange of messages that carry meaning.(def-3)
Every message that carries meaning carries thought, and no thought exists without grammar. All communication is therefore grammatical.
Language is often said to be what gives thoughts a voice, but that is a metaphor, not a definition.
Language is paragrammatical communication.(def-4)
In other words, language is communication via paragrammar. All communication is grammatical, but only language is both grammatical and paragrammatical. Grammar is what all languages share with all thought; paragrammar is how each language dresses it.
Take one simple sentence: We bought fish this morning. Say it in Danish, Greek, Spanish or any other language, and the words change, the endings change, the word order may change. But the grammar does not.
Parts of speech
We is a pronoun, bought is a verb, fish is a noun, this is an adjective and morning is a noun.
Many words can belong to different parts of speech in different contexts, but in a given context each word belongs to only one. Taken one by one, their equivalents belong to the same parts of speech in every language.
In Greek or Spanish, we can be stated (εμείς, nosotros/as) or left to the verb ending. Either way, the pronoun is there. Only its marking differs, and that is paragrammar.
Mood
The sentence states a fact. It is in the indicative mood, in all languages.
Diathesis
The subject performs the action: we did the buying. The sentence is active, in all languages.
Aspect
The buying is seen as one complete act. The aspect is synoptic, in all languages.
Clause
It is a declarative main clause, in all languages.
Syntax
We is the subject, bought is the verb, fish is the direct object and this morning is the adverb, in all languages.
Six concepts, and not one of them changes across languages. What varies from language to language is how each language marks them: its endings, its word order, its spelling, its pronunciation and so on. That is paragrammar.
Thought comes first
Before anything is said or written, it exists as a thought. We do not first find the words and then work out what they mean. We think first, and then we look for the words. The thought is already complete in the mind, with all six concepts in place, before any language gives it form.
Language comes after. It chooses the words, the endings and the word order, and decides how much of the thought is said aloud. By then, grammar has already done its work. Grammar generates the thought; language communicates it. The next two examples show this.
A second example
Take another sentence: The children were playing in the garden.
Parts of speech: the article, children noun, were verb, playing participle, in preposition, the article, garden noun.
Mood: indicative.
Diathesis: active.
Aspect: progressive. The playing is seen as ongoing, not as one complete act.
Clause: declarative main clause.
Syntax: the children subject, were playing verb, in the garden adverb.
Compared with the first sentence, only the aspect differs. One concept changes, and the thought changes with it: a completed purchase becomes an ongoing game.
What is not said
Someone asks: When are you leaving? You answer with one word: Tomorrow.
One word is spoken, yet the listener understands a complete thought: [I am leaving] tomorrow. The words in brackets are not said. They are implied, and grammar supplies them.
Parts of speech: [I] pronoun, [am] verb, [leaving] participle, tomorrow adverb.
Mood: indicative.
Diathesis: active.
Aspect: progressive.
Clause: declarative main clause.
Syntax: [I] subject, [am leaving] verb, tomorrow adverb.
All six concepts are at work, although only one word was spoken. That is what it means for grammar to generate thought: the thought is complete before a single word is chosen. How much of it we say aloud is paragrammar.
The parts of speech
Before we list the parts of speech, let us define them.
The parts of speech are non-semiotic categories of interacting concepts that clarify the semantics of speech.(def-5)
Non-semiotic means that the parts of speech have no morphology; that is, we do not take morphology into account when dealing with the parts of speech. Semantics means meaning.
It follows that the definition of each part of speech must be honoured strictly and without exception.
The part of speech to which a word belongs in a given sentence is determined solely by the definition whose criteria that word actually satisfies.
Each part of speech has a specific definition. The criteria of the definitions are exclusively semantic, never morphological.
There are ten parts of speech, the same in every language. Some languages, such as Polish and Chinese, have no articles, so they have nine.
1. Nouns
2. Articles
3. Pronouns
4. Adjectives
5. Verbs
6. Participles
7. Adverbs
8. Prepositions
9. Conjunctions
10. Interjections
Nouns are words that name entities.(def-6)
An entity is anything we can name: a person, a thing, a place, an idea. Fish, Copenhagen, teacher and justice are all nouns, because each one names an entity.
The definition decides, not the form. In Swimming is healthy, the word swimming ends like a verb form, but here it names an activity as an entity. It satisfies the definition of a noun, so it is a noun.
Articles are the words that determine the selectivity of nouns.(def-7)
Compare I bought a fish with I bought the fish. With a, the fish is not selected: it is any one fish. With the, the fish is selected: it is a particular fish that speaker and listener both know. The noun is the same; the article determines how selective it is.
Pronouns are words used in place of nouns.(def-8)
In Maria bought a fish. She cooked it., the word she stands in place of Maria, and it stands in place of fish. In our first sentence, we stands in place of the names of the people who bought the fish.
Adjectives are words or groups of words that qualify nouns.(def-9)
In fresh fish, the word fresh qualifies the noun fish, so it is an adjective. In our first sentence, this qualifies morning, so it is an adjective too.
An adjective can also be a group of words. In fish from the market, the group from the market qualifies fish. By the definition, it is an adjective.
Verbs are words that take a subject.(def-10)
Subjects instantiate the meaning of verbs.(def-11)
On its own, bought is only a meaning: an act of buying, by no one in particular. In We bought fish, the subject we instantiates that meaning: the buying becomes an act that someone actually performed.
Participles are derivatives of verbs that introduce retrievable elliptical clauses.(def-12)
A participle stands for a whole clause that has been shortened. The clause can always be retrieved:
Having injured his knee, he limped home. = Because he had injured his knee, he limped home.
Once mentioned, the name went viral. = After the name was mentioned, it went viral.
In each case, the elliptical clause has been retrieved, and the meaning is unchanged.
Adverbs are words or groups of words that qualify verbs, adjectives, other adverbs and also clauses, with respect to time, place, manner, frequency, degree, attitude or perception.(def-13)
Adverbs answer the questions where?, how?, when? and how much? The last one can be extended: how often? how high? how surely? how much better? An adverb can even be an answer on its own.
1. Maria sings beautifully. The adverb beautifully qualifies the verb sings. How does Maria sing? Beautifully! It is an adverb of manner.
2. Some people are incredibly naive. The adverb incredibly qualifies the adjective naive. It is an adverb of degree: it tells us how naive.
3. We go swimming very early. The adverb very qualifies the adverb early. Very is an adverb of degree; early is an adverb of time.
4. Perhaps they don't believe you. The adverb perhaps qualifies the whole clause they don't believe you. It expresses probability.
Prepositions are words or groups of words that take nouns or noun phrases as objects and express place, time, direction, cause, manner and so on.(def-14)
There is no preposition without an object.
1. I gave the books to them. The preposition to takes the object them, a pronoun standing in place of a noun, and expresses direction.
2. The keys are in my pocket. The preposition in takes the noun phrase my pocket and expresses place.
3. I studied the problem in depth. The preposition in takes the noun depth and expresses manner.
Noun phrases are phrases that contain nouns or pronouns and can function as subjects, objects or complements.(def-15)
1. drama → noun; a lot of drama → noun phrase. If a film has a lot of drama, it is usually tiring. A lot of drama is the direct object of the verb has.
2. story → noun; a long story → noun phrase. Her life is a long story. A long story is the complement of the verb is.
3. moments → noun; the hard moments → noun phrase. The hard moments forge character. The hard moments is the subject of the verb forge.
Conjunctions are words or groups of words that establish a relation of subordination, that is, of interdependence, between clauses.(def-16)
All conjunctions are hypotactic. The notion that some conjunctions are paratactic is unfounded and will be dealt with in due time.
Conventional grammar books divide conjunctions into two categories: coordinating and subordinating. But why is this division made, and what does it contribute to the understanding of grammar?
Conjunctions are divided in this way because the so-called grammarians have not grasped that, with the exception of conditional clauses, if we remove the conjunction from any subordinate clause, it automatically becomes a main clause. This happens not only with the "coordinating" conjunctions, but with all conjunctions.
1. I stayed at home because it was raining. Without because: It was raining. A main clause.
2. I stayed at home, but she went out. Without but: She went out. A main clause.
As a rule, what makes a clause subordinate is the presence of a conjunction. The story does not end there, however. As we will see, even clauses without any conjunction are sometimes subordinate, because the semantics itself requires it.
The nominal authors of grammar books simply copy other grammar books and paste the copy into a "new" book, changing only a few superficial details to keep up appearances. It goes without saying that the only thing this division of conjunctions contributes to grammar is abundant and pervasive confusion.
It is also very important to point out that the definitions of concepts in these books, when they are given at all, do not meet the requirements of horistics. Beyond that, the "authors" of these books repeatedly violate the very definitions they supposedly formulated. The truth is that they simply copy from other books whatever definition happens to catch their eye.
Interjections are words or groups of words that express emotion and have no syntactic role.(def-17)
By emotion we also mean will (shh! meaning silence, come on!), hesitation (hm, er) and social convention (hello, thank you), when these words are used as exclamations.
1. Phew, it's finally over! The word phew has no syntactic role: it is not a subject, a complement, an object or anything else. This holds for all interjections.
2. Ah, how I miss my mother!
3. Ouch, what happened to me!
4. Bravo, you did it perfectly!
A handful of words fit none of the definitions of the ten parts of speech. We call those words particles.
In the next edition: the moods, discussed in detail.
The Law vs The Penalty For Breaking The Law
Enforcing the penalty for breaking the law is not the law itself.
What is justice? Let us define it:
Justice is the prevention of crime.
Once a crime has been committed, no justice can be done, because justice is preventing crime. What follows — arrest, trial, imprisonment — has to do with the penalty for breaking the law, which is not justice. So what is called law enforcement is really penalty enforcement.
This shows a great deal about the revealing power of definitions, and what it reveals is central to a myriad of misconceptions that derail millions of lives.
Consider the phrase we hear on the news every week: the criminal was "brought to justice." He was not. He was brought to penalty. The justice that could have been done was the prevention of his crime, and that moment passed before the crime took place. What remains after the fact is a consequence, not a remedy.
Consider the victim. We tell the victim that justice will be done, that the verdict will bring justice. But the harm has already happened, and no sentence undoes it. The victim is promised one thing and given another. Many wait years for a trial expecting relief, and when the sentence comes, they feel strangely empty. They were not wrong to feel it. They were given the wrong word.
Justice is confused with punishment, with revenge, with financial compensation and with the legal. It is none of them. Punishment is the penalty imposed after the crime. Revenge is harm returned for harm. Compensation is money paid for damage already done. The legal is what the law permits or forbids, and it is not uncommon for the legal to be unjust and for the just to be illegal. Opioids were legally marketed and prescribed on a mass scale, and an epidemic of addiction followed. In many countries, people are penalized for speaking freely. All four come after the crime or stand beside it. Not one of them prevents it, and so not one of them is justice.
Consider the politician. When politicians promise to be tough on crime, they nearly always mean tough on penalty: longer sentences, more prisons, more police after the fact. Each of these acts only after a crime has been committed. By the definition, none of them is justice. A government that spends most of its effort on penalties is not a government that does justice. It is a government that manages the failure of justice.
If justice is the prevention of crime, then justice means eliminating the reasons that lead anyone to commit a crime, so that citizens have no reason to commit crimes in the first place. Every crime has a reason behind it, whether need, ignorance, exclusion or despair. Remove the reason, and the crime has nothing to grow from.
That is primarily the duty of politics, as politics is properly defined. Not the courts, which arrive too late. Not the police, who arrive after the call. Not the prisons, which hold the consequences of a failure that has already happened. Politics is the only institution placed before the crime, where the reasons for it are formed, and so it is the only one that can do justice at all.
One definition, stated precisely, moves justice from the courtroom to the classroom, from the prison to the home, from the end of the story to its beginning. That is the revealing power of definitions. A society that confuses penalty with justice will keep building prisons and wondering why crime does not go away. A society that defines justice correctly will ask a different question: not how to punish, but how to prevent.
The Use Of Nuclear Weapons Is No Longer Unthinkable
Theodor Herzl was the visionary of Greater Israel
Theodor Herzl (1860–1904) was an Austro-Hungarian Jewish journalist, writer and political activist who became the central founder of modern political Zionism.
Born: Budapest, 2 May 1860
Died: Edlach, Austria, 3 July 1904 (buried in Vienna)
Profession: journalist, playwright, writer
Major work: Der Judenstaat (The Jewish State), 1896
Political role: organized the First Zionist Congress in Basel in 1897 and became president of the newly established Zionist Organization.
Objective: a publicly and legally secured homeland for the Jewish people.
He pursued international diplomatic support for this project, including negotiations with the Ottoman Empire and the British government.
Herzl died decades before the establishment of the State of Israel in 1948, so he did not take part in the creation of the state itself. His writings and political organization nevertheless became foundational to the Zionist movement.
To set the tone, let us go back to London in October 1902. On 23 October, according to his own diary, Herzl entered the office of Joseph Chamberlain, Britain's Colonial Secretary, at a quarter past twelve. He came with a request: territory under British control for Jewish colonization. He named three places: Cyprus, El-Arish and the Sinai Peninsula.
No transcript of the meeting exists. What survives is Herzl's own account, written in his diary the following day. It is the primary source, and it is revealing precisely because it is his.
Herzl explained why he could not simply wait for his negotiations with the Ottoman Sultan, who ruled Palestine. He compared them to buying a carpet: "If you want to buy a carpet, first you must drink half a dozen cups of coffee and smoke a hundred cigarettes; then you discuss family stories, and from time to time you speak again a few words about the carpet. Now I have time to negotiate, but my people has not. They are starving in the Pale. I must bring them immediate help."
Chamberlain replied that he could speak with authority only about Cyprus, because El-Arish and Sinai fell under the Foreign Office. On Cyprus, Herzl records his answer:
"Cyprus is inhabited by Greeks and Moslems. I could not crowd them out for the sake of new immigrants. On the contrary, it would be my duty to take their side."
Chamberlain then added that if Herzl could point to a place in Britain's possessions where there were no white inhabitants, he would be willing to discuss it.
Herzl did not let Cyprus go. He proposed creating a current in favour of Jewish settlement on the island, driven by Jewish capital. In his own words:
"Once we establish the Jewish Eastern Company, with 5 million pounds capital, for settling Sinai and El Arish, the Cypriots will begin to want that golden rain on their island, too. The Moslems will move away, the Greeks will gladly sell their lands at a good price and migrate to Athens or Crete."
And Herzl immediately records Chamberlain's reaction: "He seemed to take to the idea."
The sequence matters. Chamberlain refused to crowd out the Greeks and Muslims of Cyprus. Herzl answered with a plan by which they would leave on their own: the Muslims would move away, the Greeks would sell and emigrate. And by Herzl's account, Chamberlain seemed to take to it. This is not a later interpretation of Herzl's position. It is in his own diary, written during his London negotiations of October 1902.
The next day, Chamberlain arranged for Herzl to see the Foreign Secretary, Lord Lansdowne. But he told Herzl to leave Cyprus out of that meeting: "The part of the Plan relating to Cyprus is my business."
The Cyprus option closed there. Britain looked into El-Arish, but that plan failed over the Egyptian government's position and the lack of water. In 1903, Chamberlain offered something else entirely: territory in British East Africa, the so-called Uganda Scheme.
Many allege that the October 7, 2023 attack was allowed to happen so that the Netanyahu government could use it to justify the displacement of Palestinians from Gaza. This echoes an aspect of Theodor Herzl's thinking: when discussing Cyprus with Joseph Chamberlain in 1902, Herzl envisaged the departure of the Muslim population and the sale and migration of the Greek population to Athens or Crete.
Israel is now pursuing a policy aimed at changing the Iranian regime. Given Iran's size, population, geography, military capabilities and demonstrated resilience, however, it is far from certain that Iran would capitulate through conventional military operations alone. The conflict has already demonstrated Iran's capacity to absorb substantial military pressure while continuing to retaliate.
Yet neither Israel nor the United States can easily abandon the goal. Both have invested heavily in regime change, and giving it up would mean a serious loss of face and a heavy psychological blow to both.
Meanwhile, there are reports of increasing Israeli involvement with Cyprus, including Israeli investment and security cooperation. If the Israeli government eventually concludes that military pressure will not produce regime change in Iran, a dangerous question arises: would it escalate to the use of tactical nuclear weapons? Such a step would not necessarily guarantee the collapse of the Iranian state and could instead produce an uncontrollable escalation.
The consequences could extend far beyond the Middle East. A nuclear attack by Israel could create pressure for other nuclear powers, including Russia and China, to intervene or respond militarily. Whether they would actually use nuclear weapons cannot be predicted, but the possibility would make such an escalation a threat to the entire international community.
Donald Trump's threat at the UN General Assembly on 22 September 2026, when he asked whether he should "annihilate the Islamic Republic" if no peace deal is reached, demonstrates how extreme the current rhetoric has become. The possibility of further escalation therefore concerns not merely Israel, Iran or the Middle East, but potentially humanity as a whole.
Subscribe
Published monthly in English, Danish, Polish, Greek and Spanish. Available in print and as PDF.
Schools
1,995 kr. (€268) a year per school. Includes the PDF edition in every language, which the school may copy for its own pupils and teachers.
Businesses and organisations
1,495 kr. (€200) a year. Includes the PDF edition for up to 10 readers. Larger groups on request.
Individuals
Print: 799 kr. (€107) a year. PDF: 399 kr. (€54) a year. Single copy: 20 kr. (€2.70).
Grammar lessons
Individual and group lessons in grammar, in English, Greek and Spanish. Enquiries: mind@horistics.com.
Contact
To subscribe, write to mind@horistics.com with your name, address and the edition you want. Pay by MobilePay 27 13 44 83.