Prosopokrati er en styreform, hvor borgere udøver magten personligt, ikke gennem repræsentanter. Ikke en stemme afgivet på deres vegne. Ikke en embedsperiode delegeret til en anden. Selve magten, i personen.
To rødder, sat sammen for at navngive noget, der hidtil ikke havde et eget, klart navn.
Det græske ord πρόσωπον (prósopon) betyder person — selvet der handler, ikke en rolle udført på en andens vegne. Det er roden bag det latinske persona, og det overlever i moderne græsk i νομικό πρόσωπο, "juridisk person".
Sammensat med -krati (fra kratos, magt) betyder prosopokrati bogstaveligt personens magt — en magt der bliver, hvor personen er, i stedet for at gå videre til en repræsentant, der handler i dennes sted.
Roden πρόσωπο (person) kan kombineres med meget forskellige endelser. Kun én af dem beskriver, hvad dette ord betyder.
En kult bygget op om én enkelt hersker, tilbedt, mens alle andre forbliver passive. Personkult.
Fiksering på en leders ansigt eller billede, frem for på hvad vedkommende faktisk gør. Personlighedsbesættelse.
Magt fordelt til hver borger, personligt, én ad gangen. Ikke én ophøjet person — magt der går, personligt, gennem alle.
Prosopokrati er en styreform, hvor borgere udøver magten personligt, ikke gennem repræsentanter.
Prosopocracy is a government in which citizens exercise power personally, not through representatives.
Prosopokrati erstatter ikke demokrati — det fuldender det, ordet altid har stræbt efter.
"Demokrati" betyder folkets magt, men siger intet om, hvordan den magt udøves. Efterladt åbent har det tomrum ladet ordet dække næsten alt: en borger, der stemmer én gang hvert par år, for at en anden kan regere i vedkommendes navn, kaldes demokrati — det samme gør en borger, der selv regerer, personligt. Prosopokrati navngiver den anden halvdel af det løfte — den del, som demokrati antyder, men aldrig garanterer. Det er ikke en rival til demokrati; det er mekanismen, der får ordet til at betyde det, det altid har hævdet at betyde.
I repræsentative systemer har fiasko altid et sted at gemme sig.
"Djævlen er i detaljerne" bliver en undskyldning: skylden driver mod fjerne teknokrater, mod et system for komplekst til, at én person kan holdes ansvarlig. Prosopokrati fjerner dette skjulested strukturelt, ikke moralsk — borgeren, der har magten, er selve detaljen. Der er ingen djævel andetsteds at finde.
"Horistics is the apposite and airtight formulation of the differentia of concepts."
«Οριστική είναι η εύστοχη και αεροστεγής διατύπωση της ειδοποιού διαφοράς εννοιών.»
At fjerne enhver undskyldning virker kun, hvis borgere kan se klart nok til at regere godt, når undskyldningerne er væk. Derfor er prosopokratiets hjørnesten Horistics — disciplinen, som denne definition beskriver. En borger, der ikke præcist kan definere frihed, retfærdighed eller korruption, kan heller ikke forventes at udøve magt over dem præcist. Prosopokrati kræver borgere, der kan se politisk; Horistics er, hvordan det syn bygges.
Horistics kan spores til den sokratiske metode for definitorisk undersøgelse — 2030 markerer 2.500 år siden Sokrates' fødsel.
Øv dig i Horistics →Prosopokrati navngiver, hvordan magt bør se ud — udøvet af borgerne selv, ikke uddelegeret. ROTA er det konkrete forslag til, hvordan man bygger det i praksis: borgere, der roterer gennem korte perioder med borgerpligt, så magten går personligt gennem alle, og ingen holder på den længe nok til, at den holder op med at være deres egen.
Læs ROTA-forslaget →