Der findes intet demokrati, hvor magt uddelegeres til valgte embedsmænd i årevis ad gangen — kun regeringer, der låner navnet. Vi bygger sagen for det ægte: styre ved rotation, hvor hver borger tager sin tur, og ingen har magten længe nok til at blive korrumperet af den.
At stemme afgør, hvem der styrer dig. Det har aldrig, i sig selv, betydet, at du styrer dig selv. Sagen for rotation hviler på fem påstande — hver især en grund til, at valg og selvstyre ikke er det samme.
Hvis nogen har magten på ubestemt tid — eller endda for en fast flerårig periode — regerer borgerne ikke. De bliver regeret, med en revisionsperiode vedhæftet.
I det øjeblik du overdrager din magt til en repræsentant, ophører den med at være din magt i handling. Den bliver dennes vurdering, udøvet på dine vegne — hvilket er noget andet.
At vælge, hvem der styrer dig, periodisk, er ikke den samme handling som at styre. Det ene er et forbrugervalg. Det andet er, hvad demokrati formodes at betyde.
Klientnetværk, forhold til donorer og karriereincitamenter kræver alle tid til at danne sig. To uger i embedet er ikke nok til at bygge nogen af dem.
Ingen fast klasse af beslutningstagere. Ingen professionelle politikere. Ingen permanent embedsindehavelse. Magten går gennem alle og bevæger sig så videre.
I det klassiske Athen blev de fleste offentlige embeder ikke vundet ved valg — de blev besat ved lodtrækning, trukket fra puljen af stemmeberettigede borgere. Valg blev betragtet med mistænksomhed og forbeholdt hovedsageligt de få roller, der krævede specialiseret dygtighed, som hærførerskab.
Begrundelsen var direkte: valg har tendens til at favorisere de velhavende, de velforbundne og de overbevisende. En lodtrækning favoriserer ingen. Det blev anset for den mere demokratiske mekanisme — udvælgelse ved lod var i en reel forstand den oprindelige betydning af »folkets magt«.
Den gamle svigagtige aftale om pseudodemokrati — en stemme hvert par år til gengæld for, at en anden regerer i dit navn — har udspillet sin rolle. Dens legitimitet er blevet udtyndet, og dens påstand om at være demokratiets endelige form holdt alligevel aldrig ved nærmere eftersyn. Tiden er kommet for Prosopokrati, hvor borgere udøver magten direkte.
Hver voksen borger bevæger sig gennem rotationen i rækkefølge — alfabetisk eller efter en gennemsigtig, tilfældig orden. Ingen er fritaget på grund af status. Ingen gentager for tidligt.
Arbejde, familie, hvile. Borgerpligt er en rotation gennem kalenderen, ikke en karriere.
Lokale lovgivnings- og budgetbeslutninger, truffet af den, hvis tur det er, ikke af den, der kampagnerede hårdest.
Lokalpolitiopgaver roterer på samme måde, under standardiseret træning, som alle borgere gennemfører på forhånd.
Retslig pligt roterer også — og udvider nævningeprincippet, der allerede er kendt i mange retssystemer i dag.
Vi præsenterer ikke dette som en færdig plan. En seriøs idé vinder tillid ved at navngive sine sværeste problemer, ikke ved at skjule dem.
Standardiseret, obligatorisk træning forud for hver rotation er arbejdsantagelsen — men omfanget og strengheden af den træning er uafklaret, og det er det enkelt sværeste designproblem i denne model.
Lodtrækning har en klar historisk præcedens på byniveau. At skalere det til national styring — især for anliggender, der kræver kontinuitet, som udenrigspolitik — er et åbent designspørgsmål, ikke et løst et.
Vi har endnu ikke en overgangsplan. Første fase af dette projekt er at opbygge offentlig forståelse af idéen — design af overgangen kommer bagefter, med flere mennesker involveret i at forme den.
Dette er ikke en kandidat, et parti eller en stemme. Det er et argument, der skal nå folk klart, før det kan komme nogen vegne. Dit bidrag finansierer første fase: at opbygge sagen, offentligt, åbent.
Donationer behandles gennemsigtigt — hvert bidrag og udgift er offentligt synlig. Ingen midler støtter nogen kandidat eller noget parti.